Frit valg af elleverandør

Du skal indgå en aftale med en elhandler for at få elektricitet i din bolig eller i dine virksomhedslokaler. Du kan – både som privat elkunde eller virksomhedskunde – frit vælge en hvilken som helst elhandler. Det er gratis at skifte.

Du kan undersøge, hvilke elprodukter der tilbydes i dit nærområde på www.elpris.dk. Der kan du også sammenligne elprodukter og elpriser.

Siden d. 1. april 2016 har elhandlerne haft leveringspligt til private elkunder. Det betyder, at elhandlere ikke kan afslå, hvis du beder om et af de produkter, som elhandleren tilbyder i dit nærområde.

Hvis en elhandler alligevel afslår din anmodning om at få et bestemt produkt, kan du klage til Ankenævnet for Energiområdet. Du kan finde mere information om dine klagemuligheder på www.energianke.dk.